Vandstigning flere steder på Sydøstsjælland og Møn

Profilbillede
dato

Vandstigning flere steder på Sydøstsjælland og Møn

DMI har varslet vandstigninger på op til 150 cm over daglig vande fredag aften og hen over weekenden. Det betyder, at flere områder i det sydøstsjællandske og på Møn kan blive ramt af oversvømmelser og måske digebrud udsatte steder.

 

Den lokale beredskabsstab har sat sig sammen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for at få overblik over situationen.

 

De mest udsatte områder er Ulvshale Strand på Møn og Roneklint på Sydsjælland. Desuden er Oddersmosen og Borre på Møn samt Tubæk Å ved Præstø og Faxe Å også berørt.

 

Ved Roneklint, Oddermosen og Ulvshale Strand anbefales det, at man ikke opholder sig i sommerhusområderne fra fredag og hen over weekenden på grund af mulighed for digebrud.

 

Der pumpes lige nu vand væk fra områderne ved Tubæk Å og Faxe Å, ligesom der er foretaget forskellige beredskabsmæssige tiltag for områderne.

 

Situationen er stadig under udvikling, og myndighederne følger situationen tæt. Der er desuden en tæt dialog med digeformænd og beboerforeninger i de berørte områder.

 

Er du beboer i de nævnte områder, bør du orientere dig løbende om situationen via de lokale medier, politi.dk, de berørte kommuners hjemmesider samt på politiets sociale medier.

 

Har du mulighed for at forlade din bolig hen over weekenden, kan det være en god ide at finde ophold et andet sted for en sikkerheds skyld.

 

Følg myndighedernes anbefalinger, og lad være med at søge mod de berørte områder.

 

Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi