En 36-årig mand fra Sandved blev efter et grundlovsforhør i retten søndag varetægtsfængslet frem til den 23. juli. Forud for anholdelsen søndag klokken 12 var der et længere forløb, der startede fredag aften.
Fredag klokken 23.15 kørte en hundepatrulje ved Præstø, hvor de mødte en bilist, der kørte med fjernlyset tændt. Betjentene besluttede sig for at standse bilisten, men han fortsatte mod Baarse Runddel og videre gennem Baarse. Undervejs smed en passager en mukkert efter politibilen, som ikke blev ramt.
Bilisten fortsatte sydpå ad Sydmotorvejen og foretog en række overhalinger indenom andre trafikanter i nødsporet, hvilket var tæt på at forårsage et sammenstød med en anden bilist. Over Farøbroerne kom hastigheden meget højt op, og passageren rakte en fuckfinger ud af vinduet.
Bilisten kørte af motorvejen ved Nørre Alslev og fortsatte ad Tårup Skovvej, hvor passageren smed en stor, grøn jerrycan efter politibilen, som undgik at blive ramt. Senere blev der også kastet en støddæmper og et jernrør efter politibilen, men ingen af genstandene ramte.
Turen standsede i Eskilstrup, hvor føreren mistede herredømmet over bilen og ramte et autoværn. Føreren, en 32-årig mand uden fast bopæl, blev anholdt klokken 23.46. En narkometertest gav udslag for kokain, cannabis, amfetamin og methamfetamin. Han blev sigtet for narkokørsel, for at forvolde fare for andre og for en længere stribe færdselslovsovertrædelser.
Den 36-årige mand blev anholdt samtidig og sigtet for at forvolde fare for andre. Begge mænd blev løsladt igen efter afhøring.
Søndag klokken 12.00 blev den 36-årige anholdt igen. Han forsøgte at stikke af fra politiet i en bil fra Skerne Gade ved Nørre Alslev. Da han standsede i en indkørsel, parkerede politiet bag ham for at forhindre, han kørte videre. Den 36-årige bakkede mod politibetjentene og ind i politibilen. Ingen kom noget til.
Den 36-årige blev anholdt og sigtet for at forvolde fare for andre. Der var flere genstande i bilen, og det skal nu undersøges, om de stammer fra et eller flere indbrud.