Torsdag middag kl. 12.54 modtog politiet en anmeldelse om et tyveri fra en forretning på Ny Præstøvej. To medarbejdere havde fulgt efter en mand, der havde stjålet en øl og to pakker kød fra butikken.
Under flugten skubbede manden til den ene medarbejder og kastede en dåseøl efter dem, som dog ikke ramte. På baggrund af billeder fra videoovervågningen og vidneudsagn lykkedes det politiet at identificere og anholde en 22-årig mand blot 20 minutter senere på en nærliggende adresse.
Den unge mand blev anholdt kl. 13.14 og sigtet for røveri. Efter afhøring på politistationen blev han løsladt igen samme dag kl. 18.05.